Hoste
Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Hoste renser barnets lunger for slim. Hostestillende medicin er sjældent nødvendig. Hæves hovedgærdet på sengen hoster barnet mindre om natten. Hvis barnet hoster og har besvær med vejrtrækningen, skal du ringe til lægen med det samme.
Hoste er en beskyttelse af luftvejene. Når barnet hoster, kommer der slim op fra lungerne, som derved renses. Hoste er derfor godt for børn og bør normalt ikke hindres med hostestillende medicin. Hoste opstår, når luftvejen irriteres ved infektion (forkølelse, influenza, astmatisk bronkitis eller lungebetændelse) eller hvis mad kommer ned i luftrøret. Hosten kan være tør og gøende (krillerhoste) eller løs med ophostning/opkastning af slim.
Langvarig hoste kan skyldes astma. Overvej om barnet har astma, hvis barnet:
- hoster i mere end 2 uger
- hoster eller får en hvæsende vejrtrækning, når det griner, leger eller dyrker sport
- har besvær med at dyrke sport sammen med jævnaldrende
- bliver ved med at få mange forkølelser
- vågner om natten med hoste.