Skoldkopper
Varicella (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Skoldkopper er en meget smitsom børnesygdom, som man kun kan få en gang i sit liv. Skoldkopperne viser sig ved feber og et udslæt, der består af knopper, blærer og skorper over hele kroppen. Hvis dit barn virker sløvt eller har besvær med vejrtrækningen, skal du ringe til lægen med det samme.
Skoldkopper er en meget smitsom børnesygdom, der er forårsaget af et virus.
Man kan kun få skoldkopper en gang i sit liv.
Sygdommen forekommer hyppigst i børnehave- og skolealderen.
Skoldkopper starter med let feber og hovedpine i 1-2 dage, hvorefter udslættet kommer. Udslættet begynder i ansigtet og på brystet. Senere breder det sig til hårbunden, arme og ben. Også slimhinderne i munden kan blive angrebet. Temperaturen stiger til omkring 39-40ºC.
Udslættet udvikler sig fra kløende røde pletter til lidt større knopper, som derefter bliver til blærer - blærerne ligner vanddråber omgivet af en rød cirkel. I løbet af et par dage tørrer vanddråberne ind eller brister, og blærerne omdannes til en skorpe. Barnet vil typisk have forskellige slags skoldkopper - både røde pletter, knopper, blærer og skorper - på samme tid. Antallet af skoldkopper kan veksle fra mange hundrede til ganske få.
Sygdommen varer som regel 1 uge.
Der er stor forskel på, hvor medtagne børnene kan blive. De yngste børn kommer som regel let over sygdommen, medens den er værst hos de større børn, der kan få mange skoldkopper og høj feber.
Da udslættet er kløende, vil barnet gerne kradse i skoldkopperne. Det kan være uheldigt, da det kan medføre betændelse med bakterier i huden omkring skoldkopperne. Betændelse i huden omkring skoldkopperne vil vise sig ved, at huden bliver tiltagende rød og hævet. Eventuelt vil der løbe tykt snask fra skoldkopperne.