Skarlagensfeber
Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Skarlagensfeber består af halsbetændelse, et udslæt og hindbærtunge. Barnet kan kun få udslættet en gang i sit liv. Skarlagensfeber starter pludselig med høj feber, skærende smerter i halsen og et udslæt. Udslættet er rødt og starter i ansigtet for senere at brede sig ned ad kroppen. Skarlagensfeber kan behandles med penicillin. Hvis barnet er sløvt eller dets almene tilstand er påvirket, skal du ringe til lægen med det samme.
Skarlagensfeber består af halsbetændelse, et udslæt og hindbærtunge.
Betændelsen i halsen skyldes en bestemt bakterie (streptokok), som danner et særligt giftstof. Det er giftstoffet, der fremkalder udslættet. Da kroppen selv danner modstandsstoffer, som ødelægger giftstoffet, kan man kun få udslættet en gang i sit liv, men halsbetændelse kan barnet få flere gange.
Halsbetændelsen kommer som lyn fra en klar himmel med skærende smerter i halsen, feber (39-40ºC), hovedpine og almen utilpashed - barnet føler sig meget sygt. På halsen føles - lige under kæben - flere hævede og ømme kirtler. Kigger man ned i halsen, er mandlerne forstørrede og højrøde med grå-hvide belægninger.
Udslættet begynder i ansigtet. Huden bliver rød, bortset fra området omkring munden, som er helt blegt. Efter nogle timer breder udslættet sig til halsen, brystet, ryg, arme og ben. Udslættet ses bedst i lysken, albuerne og knæhaserne, og er meget rødt. Ved nærmere eftersyn ses små brede, røde prikker, som mere kan føles end ses. Bevæges hånden hen over udslættet, føles det som "gåsehud". Når temperaturen nærmer sig det normale - i løbet af en lille uges tid - skaller huden af i store flager.
Hindbærtungen er typisk for skarlagensfeber. Tungen er rød med hævede knopper og ligner overfladen på hindbær. Hindbærtungen kommer cirka 4 dage efter at sygdommen er startet.
I gamle dage var skarlagensfeber en alvorlig sygdom, det er den ikke mere. I meget sjældne tilfælde kan der efter skarlagensfeber optræde skader på nyrerne eller opstå gigtfeber - men det er meget sjældent.