Tredagesfeber
Eksanthema subitum (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
En mild børnesygdom, som man kun kan få en gang i sit liv. Efter 3 dage med feber får barnet udslæt. Hvis dit barn er sløvt, skal du ringe til lægen med det samme.
Tredagesfeber er en meget smitsom børnesygdom, som er forårsaget af et virus. Navnet tredagesfeber hentyder til, at barnet først har feber i 3 dage og derefter får et lyserødt udslæt over det meste af kroppen, samtidig med at feberen falder.
Sygdommen ses kun hos børn i alderen ½ år til 3 år. Allerede efter 2 års alderen har langt hovedparten af børnene haft tredagesfeber. Barnet kan kun få sygdommen en gang i sit liv.
Sygdommen starter med feber som varer i 3 dage. Temperaturen bliver ofte høj 39-40ºC, men barnet er ikke særligt påvirket. Det vil sige, at barnet gerne vil se TV, høre radio eller kan afledes ved, at man leger med det, eller ved at læse højt for det.
Samtidig med at feberen forsvinder, udvikler barnet et rødt udslæt. Udslættet begynder på brystet og halsen og breder sig senere over det meste af kroppen. Det består af meget små lyserøde pletter, der forsvinder når man trykker med en finger på dem. Dette er i modsætning til de pletter, der ses ved hjernehindebetændelse.
Udslættet ved tredagesfeber varer aldrig særlig længe og kan forsvinde allerede efter nogle timer og holder sig højst i 1-2 dage.
Der findes ingen behandling for sygdommen.